I Danmark er der ikke nogen almindelig adgangsret til arealer, veje, stier, pladser m.v. man ikke selv ejer. Offentlighedens adgang på anden mands grund kræver altså lovhjemmel eller et andet retligt grundlag f.eks. i en servitut. Reglerne giver anledning til en masse stridigheder, og de er da også til tider vanskelige at arbejde med.

Mark og vejfredsloven og naturbeskyttelsesloven

Mark- og vejfredslovens regler er dansk rets udgangspunkt for adgang til arealer, man ikke selv ejer. Naturbeskyttelseslovens regler suppleres så mark- og vedfredlovens regler – først og fremmest ved 1) at give adgang til nogle arealtyper, mark- og vejfredsloven ikke giver adgang til, og 2) begrænse ejerens ret til at skilte efter mark- og vejfredslovens regler.